Selvhealing
At leve sit liv fra hjertet
Selvhealing og spirituel vækst
Som spirituel coach med en lægelig baggrund har jeg også sans for, hvad der kan indgå i det at arbejde selvhealingsmæssigt med kroppen. Jeg vælger dog KUN at inddrage egentlig selvhealingsarbejde, når klienten ud over det kropslige også ønsker at opnå en spirituel vækst. Altså når klienten ud over at tilstræbe at optimere kroppens funktion også stiler mod at vokse i selvindsigt og forstå sin rolle i de større sammenhænge.
De større sammenhænge
At forstå sin rolle i de større sammenhænge handler dels om det samfundsspirituelle og den evolutionære proces, vi alle deltager i her på jordkloden. Men det handler også om at forstå, at hvert eneste menneske er en gnist, som er udsprunget fra den skabende ånd, lyset, det guddommelige, Det Ene Liv, hvad vi nu end foretrækker at kalde det. Hele den evolutionære proces , handler om en evig proces for alle mennesker gennem tid og rum. Det ultimative mål for denne evolution er at vende tilbage til udspringet, til Det Ene Liv, hvor hvert menneske har sin oprindelse.
Selvhealing, soulflow og JivaU
Når jeg arbejdet med selvhealing, anvender jeg primært soulflow, ligesom jeg ofte vil medinddrage JivaU. Herudover er forskellige former for meditation et absolut must. Bl.a. via meditation må man lære sig at lytte ind i sig selv og mærke kroppens talrige signaler for at kunne heale sig selv kropsligt. Oftest vil kropslige selvhealingsprocesser også kræve andre former for alternativ behandling såsom en kostterapeuts råd om kosttilskud og specifikke kostråd. Men også akupunktur, zoneterapi, kinesiologi og talrige andre alternativt-spirituelle behandlingsformer kan det være nødvendigt at inddrage for at nå i mål selvhealingsmæssigt. Og nogen gange må mere lægelige tiltag som kirurgiske indgreb og forskellige former for allopatisk medicin også indgå i en udvidet form for selvhealing.
Selvhealing i et teamwork med andre behandlere
Da jeg selv ikke længere fokuserer på sådanne alternative tiltag, må klienten parallelt med mine terapier og coaching af klienten opsøge behandlere, som udfører disse andre behandlinger.
Selvhealing af det psykiske
Når det drejer sig om selvhealingsmæssigt at arbejde med psyken, vil det ganske ofte falde ind under det ”at arbejde med sig selv” f.eks. med soulflow eller JivaU. Men når man psykisk er så dysfunktionel, at der tales om egentlig psykisk sygdom og behov for psykiatrisk medicin, vil det oftest ikke være en klientkategori, der egner sig til min arbejdsform. Men ellers vil rigtig mange former for lettere former for psykiske ”dysfunktionelle” tilstande være tilgængelig for soulflow, se i øvrigt under soulflow.
Det er dog her vigtigt at huske, at jeg forventer af ALLE mine klienter, at de har en spirituel tilgang til både sig selv og til livet. Og det betyder jo bl.a., at klienten er åben for at påtage sig det fulde ansvar for alt, hvad der sker i personens liv og se sit liv i en sammenhæng med alt andet.
En spirituel tilgang til livet
Mennesket er et multidimensionelt, spirituelt væsen som har valgt at leve i en fysisk krop for at realisere sig selv. At realisere sig selv vil sige at virkeliggøre det liv, som bor i hjertet. Det liv som bor i vore hjerter, er det liv som fuldt ud tilfredsstiller vore dybeste ønsker og behov. At leve et liv fra hjertet er at anerkende, at kroppen rummer følelser og instinkter, som skal integreres i det liv, som leves.
Et liv i hjertet
At leve ud fra sit hjerte betyder ikke fravær af evne til at tænke i sprog og begreber. Det indbefatter evnen til fuldt ud at bruge sin sunde intelligens, når som helst det behøves og samtidig lade hjertet fungerer som livets sande kompas. Et liv i hjertet er et liv, hvor den enkelte tager det fulde ansvar for alt det som sker i hans eller hendes liv. At leve i hjertet betyder at være centreret, d.v.s. at leve det som giver mening ud fra ens egen virkelighed. Dette udelukker ikke fællesskab med andre. Tværtimod. At være centreret er blot udtryk for hele tiden at “have sig selv med”, at huske at respektere egne værdinormer og at finde “fælles fodslag” med ligesindede samt at være indstillet på dialog med mennesker med en anden holdning.
Et liv med med mening
At leve fra hjertet betyder et liv med mening. At leve på denne måde rummer en vished om noget, som “er større” end den enkelte. Vi taler her om det åndelige eller det spirituelle, om det guddommelige perspektiv. At leve fra hjertet vil sige at være parat til i perioder at acceptere kaos og mangel på overblik. Når tiden er moden vil hjertet forvandle kaos til orden og perspektiv. Vi er punktuelle væsner med forankring i en uendelig kosmisk intelligens. Når vi med dette perspektiv åbner os ud mod det uendelige eller mod “lyset”, så er alt muligt. At leve ud fra hjertet vil også sige at have et afslappet forhold til alle former for ideologier, herunder diverse religioner, politiske partier, aktuelle trends i samfundet etc.. Når vi forholder os ud fra hjertet, vil vi altid være i stand til at finde lige præcis den strategi, som tjener vort formål bedst muligt. Et liv i hjertet er ikke det samme som et liv uden smerte. Som livet folder sig ud kan smerte opstå.
Langvarig psykisk og fysisk sygdom
For nogen vil fysisk / psykisk sygdom være en langvarig eller måske en vedvarende smertefuld livsbetingelse, som vil gøre det vanskeligt – måske umuligt – at finde nogen som helst meningsfuldhed i livet. For disse personer med vanskelig håndterbar kronisk sygdom vil et liv “i hjertet” handle om at gøre sin sygdom – eller sit handicap – til sin “dharma”, altså at magte netop det at finde meningsfuldheden i smerten og lidelsen.
For de fleste vil fysisk og psykisk smerte dog være en forbigående forvandlingsmulighed, som vil efterlade en tilstand af større harmoni, glæde og lykke.
Kun fantasien sætter grænser for vore muligheder, men undervejs i vor selvudfoldelse kan det jo godt være at vi må gøre et stykke arbejde for at nå vore mål.
ADRESSE
2450 København SV
Telefon: 40 41 29 01
SENESTE INDLÆG
- Min ønskebøn for 2018 3. januar 2018
- Hvis du tror, du har råderet over dig selv, så tro om 10. september 2017
- Sociale medier er en evolutionær smeltedigel 25. juli 2017